Hvad er syp?

Syp er den bornholmske måde at nyde et lille glas...

en ny Bornholmsk spiritus

Syp er en spiritus, der har en lavere alkoholprocent end en ren vodka, og som smager af mere.

FALKs syp er med smag fra bær, frugter og blomster, der er håndplukkede i den bornholmske natur.

I syppen er der anvendt en lokal honning. Honningen bruges både til at trække mere smag ud af råvarerne, og den anvendes som sødemiddel.

I forhold til sukker er honning på Bornholm det bæredygtige valg, da vi på Bornholm ikke har en produktion af sukker. Samtidigt handles honningen ved biavlere, hvor man ikke anvender sprøjtemidler og sørger for at arbejde mest muligt miljø- og dyrevenligt. 

Bornholmsk honningsyp

Honningsyppen er uklar, gul og har en smule naturligt bundfald. Bundfaldet kan være gult eller brunligt i farven, og det består af pollen og bivoks fra honningen.

FALK Bornholm anbefaler, man ikke lægger honningsyppen i fryseren. Den kan stå i køleskabet og drikkes kølig, men den tager sig bedst ud, hvis den får lov til at bo i barskabet og drikkes ved normal stuetemperatur som enhver anden god spiritus.

Hvad drikker man syp til?

På Bornholm drikker man gerne honningsyppen til julemaden, til den saltstegte sild og den røgede makrel.

FALK Bornholm foreslår, at syppen drikkes til pølse, ost og kage. Og til alle de andre hyggelige stunder, hvor en lille syp gør sig godt.

Hvad er forskellen på syp og snaps?

Snaps er en spiritus, der er destilleret fra gæret mæsk af korn eller kartofler.

Et typisk spørgsmål er, om syppen er produceret på snaps eller vodka. Men sandheden er, at snaps og vodka er samme slags spiritus.

Vodka er en ren, klar og smagsløs spiritus, der består af ren ethanol, som er fortyndet med demineraliseret vand, så alkoholprocenten tyndes ned fra ca. 95-96% VOL. til ca. 40% VOL.

Der er regler for, hvad akvavit er. Det er en spiritus, hvor basen også er ren ethanol, der er fortyndet, og så er der tilsat krydderurter som bl.a. kommen, dild, kvan eller lignende bitre urter. Alkoholprocenten er på minimum 37,5% VOL.

Og faktisk bruges samme spiritusbase (fortyndet ethanol) til at lave gin med. Her er det blot enebær, der gør det til en gin og ikke en snaps. I gin anvendes også andre botanicals som koriander, rødder fra kvan, appelsin, citron, lavendel, kanel osv, der kan bruges til at give smag.

Der er ikke regler for, hvad snaps er. Snaps er ikke en godkendt spiritusbetegnelse hos EU, og derfor skal der skrives spiritus på flasken indenfor samme synsfelt som alkoholprocenten.

FALK Bornholm anvender en fin, blød vodka, der er destilleret på hvede, som base til syppen. Derudover plukkes der friske råvarer rundt omkring på Bornholm, der trækkes essens på, og syppen sødes altid med en lokal honning.