FALK Bornholm
Det lille likørværksted i Nexø
Hvad er likør?
Likør er ikke bare sød spiritus.
Likør hører til blandt de ældste former for forædling af spiritus.
Håndværket har rødder tilbage til middelalderen, hvor alkohol blev brugt til at trække smag og aroma ud af urter, blomster, frugter og bær.
Hos FALK Bornholm bygger produktionen videre på de gamle principper:
Bornholmske frugter, bær og urter får lov til at macerere i spiritus, ofte gennem flere år, så råvarernes smag, duft og farve langsomt trækkes ud.
Det er meningen, at et glas likør skal nydes langsomt og i godt selskab.
Likør er ikke en spiritus, der har travlt.
Hverken når den bliver lavet, eller når den bliver drukket.
Håndværks-spiritus
Håndværksspiritus (eller craft spirits) er spiritus fremstillet i små partier med fokus på råvarer, oprindelse og håndværk.
Hos FALK Bornholm betyder det lokale, ofte håndplukkede råvarer, traditionelle metoder som langtidsmaceration og en produktion, hvor processen fra råvare til færdig flaske foregår lokalt og i hånden.
Det er spiritus, hvor råvarernes smag, det lokale ophav og håndværket får lov til at fylde.
FALK Bornholm
FALK Bornholm er et lille likørværksted i Nexø.
Produktionsarbejdet udføres i hånden: Alt lige fra plukning, udvikling og maceration til tapning og etikettering.
Sortimentet fremstilles i små batches på maksimalt 440 flasker.
Fra frugt til flaske
FALK Bornholm blev registreret som virksomhed i sommeren 2020.
I det tidlige forår 2021 blev produktionen rykket ind i den gamle konservesfabrik i Nexø, hvor den stadig væk findes den dag i dag.
I produktionslokalet står jeg, Line Falk, hvilket gør FALK Bornholm til en af få kvindeejede spiritusproduktioner i Danmark. Jeg er bl.a. uddannet i destillering og spiritusproduktion fra Moonshine University i Louisville, Kentucky.
Hos FALK Bornholm laver jeg small batch-spiritus baseret på bornholmske råvarer, som jeg selv udvælger fra haver, producenter og steder, jeg har en relation til.
En stor del af frugten og bærrene kommer fra private haver rundt omkring på øen. Noget er overskudsfrugt, som ellers ikke ville blive brugt, andet dyrkes af lokale producenter, og en del af råvarerne sanker jeg i den bornholmske natur.
Produktionen er derfor både forankret i den natur, der omgiver os, og afhængig af relationerne til de mennesker, der bor og producerer her.
Honningsyp
"Man skal holde sig fra honningsyp, plukgæld og hasleboere," siger et gammelt bornholmsk ordsprog.
Man skal altså passe på med at indtage for meget af den stærke lokale spiritus, holde sig langt væk fra ubetalt gæld og være på vagt over for de berygtede indbyggere i Hasle.
Honningsyppen er en hjørnesten i den bornholmske madkultur. Den består af ren spiritus og honning, og opskriften har rødder langt tilbage i tiden.
Den bornholmske brændevinstradition adskiller sig på flere punkter fra den, vi kender fra resten af Danmark.
Traditionelt har man på Bornholm drukket honningsyp, mens de smagssatte snapse typisk har været enkle udtræk med én smagsgiver ad gangen. Det kan være en enkelt urt, frugt eller anden råvare, der har trukket i spiritussen, frem for kryddersnapse sammensat af mange forskellige smagsgivere.
Her på Bornholm har den stærke brændevin og honningsyppen deres egen plads i madkulturen, og vi drikker især honningsyp til julefrokosten, til saltstegt sild og røget fisk.
Jeg plejer også at anbefale den til tapas, ost og som en lille skarp, når man er ude at vinterbade.
Drinks og cocktails
Likørerne kan drikkes rent som shot til festen, som en avec til kaffen, likør til desserten, en lille skarp til osten og som et alternativ til snapsen.
Likørerne kan også bruges i cocktails.
På hver flaskes side står der forslag til lette opskrifter på drinks. Siden finder du via menupunktet Sortiment her på siden og via QR-koden på flaskens bagside.
Den hurtige, nemme drink er at blande likøren med danskvand, tonic eller cava i blandingsforholdene 1:1.
Det er især frugt- og bærlikørerne, der er gode i en spritz.
Du kan også tilføje et skvæt likør til en klassisk gin og tonic.
Show it.
Don't tell it.
Mange taler om lokale råvarer og håndværksmæssig produktion.
Men definitionen af, hvornår noget rent faktisk er lokalt og håndlavet, er flydende.
Derfor foretrækker jeg at vise både processen og råvarerne frem.
På Instagram tager jeg dig med bag kulisserne hos FALK Bornholm og viser, hvordan jeg plukker og arbejder med de bornholmske råvarer i mit likørværksted.
Her deler jeg likørernes vej fra frugt til flaske, og du kan se fotos og små filmklip af alt fra sankning og håndplukning af råvarer til produktion, tapning, etikettering og markeder rundt omkring på Bornholm.